Vi var på den dejligste lange tur i dag, og det var bare så hyggeligt.
Drengene nød det, og det samme gjorde vi. Der blev snakket og grinet, og vi blev enige om at prøve en sti, som vi ikke havde været på længe.
Vi kom op på toppen, og Silver syntes det var lidt hårdt, for der var mange bakker, og lidt dybe spor efter alt det vand.
Oppe på toppen kunne vi dog ikke komme længere, for skoven var blevet lukket nu. Egentlig var den mere væltet. 30 år gamle douglasgran måtte lade livet, og skovbunden var ødelagt af de store maskiner.
De siger det bliver godt, men det er svært at forstå, når man bliver mødt af et sådan syn som dette.
Vi fik en lang snak om, hvad der foregik i skoven. Man bliver lidt trist, når skoven bliver ødelagt på den her måde. Silver fik et kys på mulen, inden vi vendte om, og gik ad den samme sti tilbage igen.
Det er så tydeligt at se på Sedoj, når han har de her gode dage. Han nød virkelig turen, og ørene kunne nærmest ikke være mere fremme.
Der der glade ansigtsudtryk, kan jeg simpelthen ikke stå for. Jeg absolut elsker at se ham sådan her.
Meeeen… Sedoj rystede på hovedet, og hutten fløj næsten sin vej. Felecia var ikke helt tilfreds, da jeg mente, at hun selv skulle sætte den på plads (hihi), men selvfølgelig hjalp jeg hende.
“Jeg sætter min hat, som jeg vil”, siger Sedoj
