I dag blev min datter konfirmeret, og hun blev hentet af ingen anden end Sedoj ved kirken, og red ham hjem til festen. Forberedelsen til denne dag startede et par dage inden, hvor drengene kom med hjem til vores hus, for at blive vasket. Det var vigtigt, at Sedoj var så ren og hvid, som det kunne lade sig gøre.
En skøn kvinde meldte sig på banen, og tilbød at hjælpe med, at gøre denne oplevelse for Felecia til en realitet. Der var mange ting, der skulle gå op. Først overvejede vi, at tage Silver med også, men det var Sedoj, der skulle hente min datter i kirken. Vi trænede derfor Silver i at være alene hjemme, og det havde han ikke det store problem med. Derfor kunne det heldigvis lade sig gøre, at vi kun skulle have Sedoj med til kirken. Jeg kunne være i kirken med god samvittighed, mens hun tog sig af alt med hestene, og gjorde Sedoj så fint klar, og gik med ham hele vejen til kirken.
Sedoj var som altid en superstjerne, og stod ved kirken blandt motorcykler, veteranbiler og alt det hurlumhej, der nu engang er, når en flok unge mennesker skal konfirmeres. Derefter gik turen hele vejen igennem byen, og Sedoj gik så fint afsted. Mange hilste, smilede og vinkede til min datter, mens hun red afsted.
Turen gik også igennem skoven, og vejret var bare helt perfekt. Det var så fint, og der blev så mange gode billeder, at det er svært at vælge ud. Sedoj trådte ikke en hov forkert på denne tur. Jeg var så stolt – både af Sedoj, men især også af min datter på denne dag.
Det var som sagt en flot dag, og lyset igennem skovens træer, gjorde bare noget godt for billederne. Det var så hyggeligt, at være med på turen, og rende rundt, og fotografere disse to på turen.
Det var en dejlig konfirmation. Præsten var god, og der blev både sunget, rappet og spillet på guitar, mens han snakkede til, med og om de unge mennesker. Det var nærmest en lang fortælling, og selv da vi kom hjem, snakkede gæsterne om præsten og gudstjenesten.
Elsker de her billeder, hvor Sedoj holder halen højt, og min datter sidder der i sin smukke kjole, og tager det hele ind. Det var med stor nervøsitet, at hun tog i kirken, men da vi var færdige, var hun klar til, at tage en tur til, for hun følte hun var gået glip af noget pga. hun var så nervøs.
Der var også tid til a tage nogle fine portrætbilleder af disse to skønheder. Disse billeder vil jeg til enhver tid påskønne. Begge ser bare så glade ud, og jeg kan slet ikke stå for det. Det her er virkelig mit guld – ingen tvivl om det.
Skønne, smukke Sedoj og mindst lige så skønne smukke Felecia – tak for denne dejlige dag. Jeg håber virkelig, at du havde en god konfirmation, og at du nød disse særlige øjeblikke med Sedoj
Tusinde tak til Janni for at hjælpe med at gøre denne store dag til en realitet. Tak for din kæmpe hjælp både før og under festen…