De her skønne stunder med Silver, kan jeg slet ikke få nok af.
Sedoj har aldrig været det helt store hængetræ, og det respektere jeg selvfølgelig. Lille Sille elsker det derimod – og det gør jeg også. Jeg synes det er fantastisk, at kunne sidde og slappe af, mens Silver ligger og sover ved siden af mig.
Når han vælger at komme hen til mig, når jeg sidder på folden, får vi disse nærmest meditative øjeblikke, hvor vi bare er sammen i nuet. Det er her båndet i mellem os styrkes, og vi kommer tættere på hinanden.
På videoen herunder ses et lille 3 minutters udsnit af måske 15-20 minutter, hvor vi bare var der sammen i øjeblikket, i naturen, i roen. Det er fantastisk, og det gør så meget godt for mig. Det er så nemt, at være sammen med Silver, for han er meget fysisk i sin kontan. Han opsøger det selv. Han kræver af mig, at jeg er til stede, og er der med ham.
Jeg har en del videoer og billeder af Silver og mig sammen. Det betyder ikke, at han får mere kontakt end Sedoj, som bare ikke har det samme behov for den fysiske kontakt som Silver.
Sedoj vælger ofte at stå ved siden af mig, puffe til mig eller være i nærheden af mig. Han kommer mig altid i møde, når jeg kalder. Han elsker at komme ud og arbejde, træne og lege. Han bryder sig dog ikke særlig meget om at blive nusset, krammet og kysset på. En hånd på skulderen eller bagparten, blive aet eller kløet på yndlingsstedet, synes han er dejligt. Han synes det er hyggeligt, når jeg sidder i høkassen, mens han spiser. Han fravælger dog oftest en langvarig eller mere direkte fysisk kontakt, og det har han gjort, siden han var ung. Derfor er det ikke meget, der minder om ovenstående, som jeg kan vise af Sedoj. Vi er dog sammen på vores helt egen måde, der tilgodeser Sedojs behov, og så udlever jeg mine nusse-kramme-kysse-tendenser på Silver, der elsker det…
Midt i det hele fik vi besøg af denne søde lille mariehøne, der gerne ville deltage i vores lille hyggestund. Hun sad stille på mit bukseben, og jeg gav hende selvfølgelig lov til at blive.