Igen i dag var der tid til at træne og hygge med Sedoj. Han meldte sig selv på banen, og ville gerne være med, og det fik han selvfølgelig lov til.

Det er dejligt, at Sedoj endelig er klar til at være med igen. Det har som tidligere nævnt, været en lidt hård vinter for ham, men jeg kan tydeligt mærke, at det er ved at vende nu.

Dagens træning bestod af sansetræning. Det er meget lavpraktisk bare træning på en madras. Når han træder op på madrassen, er det et andet form for underlag, og dermed skal hans muskler arbejde på en anden måde.

Det kræver også lidt mod, at stille sig op på et andet underlag, for Sedoj ved jo ikke, at det “bare” er en madras. For ham kan blødt underlag være usikkert. Men han havde både mod og ro, til at træde op og stå på madrassen.

Han er da smuk ham Sedoj. Selv om alderen har sat sit præg på ham, så har han stadig sit milde og kloge udtryk. Han kan give mig så meget ro, når jeg er sammen med ham.

Sedoj får tid og ro til at undersøge tingene. Selv om, at han har været oppe og stå på madrassen, havde han lige brug for, at træde ned, og undersøge den med mulen…

Det er tydeligt, at han bruger hovedet i denne træning. Han smasker lidt, ændre stilling, bruger mulen til at undersøge og skraber med forbenene. Det er gode tegn, og viser en hest, der tænker over, hvad han laver.

Smukke Sedoj takker af for dagens træning. Han smuttede ned af madrassen kort tid efter, at jeg tog dette billede. Nu kunne hovedet ikke mere, og han gik hen og græssede. Jeg kan virkelig godt lide, at arbejde mine heste uden grime og træktov. Det virker som et mere frivilligt samarbejde, hvor han selv kan sige til og fra.

Det er så dejligt at opleve, at Sedoj melder sig ind i træningen, og opsøger kontakt. Det var en skøn lille træningssession, vi havde os, og Sedoj var super-dygtig i dag…
