Jeg nyder sommeren med Silver. Vi hygger os, og træner mange små sjove ting på ridebanen samt går skønne ture i skoven. Vi bruger mange timer på bare at være sammen på folden. Han følger ofte med, når jeg går og tjekker hegnet og fjerne brandbægre og andet, der ikke skal være på marken.

Min første pony var en fjordhest, og allerede som 13-14 årig fik jeg min første hest, så jeg har aldrig været sådan en rigtig ponypige som barn. Det er jeg blevet nu, og jeg elsker det. Der er så mange sjove ting, at lave med en pony, og i løbet af mn tid med Sedoj, fandt jeg stor interesse for arbejdet fra jorden. Det fortsætter selvfølgelig også med Silver.

Min store drøm er, at få Silver tilkørt, og kunne køre ture med ham, men jeg ved ikke, om vi nogensinde når der til. Indtil videre laver vi sjove tricks, dressurøvelser, løsspring og meget andet på ridebanen samt går på eventyr i skoven. Han er en arbejdsom lille sjæl, der nogle gange bliver lidt for ivrig for at gøre det rigtige. Det er så givende, at arbejde med sådan en bette pony som Silver, som bare har den største ja-hat på hver gang.

Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med Silver helt frit. Vi arbejder på en måde, hvor jeg skal være opmærksom på mit kropssprog, for at gøre mig forståelig over for Silver. Jeg bruger også verbalkommandoer, og ved at kombinere dette med kropssprog, får vi den optimale kommunikation. Jeg prøver altid at gøre det rigtige nemt for Silver, og så vidt muligt ignorere det forkerte eller i det mindste korrigere let. Silver er ret følsom, så derfor arbejder vi med følsom træning.

Vores mål er, at Silver skal tabe sig, for han er efterhånden nemmere at hoppe over, end at gå udenom. Det kan på sigt give nogle helbredsmæssige konsekvenser, som jeg ikke har lyst til at Silver skal døje med. Derfor skal der gøres noget. Vi er som sagt allerede i gang, men det er vigtigt, at vi øger træningen, så han i hver træning får pulsen op. Jeg arbejder på, at finpudse et træningsprogram, der giver plads til fuldtidsarbejde, at være mor og de lidt sure dage med regn og blæst. Samtidig kan jeg ikke bare tage afsted på en 2 timers løbetur, for det kan jeg ikke holde til. Så det er ikke kun Silvers helbred og form, der skal tages hensyn til, men også mit, for jeg skal også i form.

Jeg er virkelig taknemmelig for, at denne bette ponyfis, er kommet ind i mit liv, og jeg ser frem til så mange skønne og gode år med ham…
