Smukke Sedoj nyder sommeren, og jeg nyder sommeren med ham. Vi har så mange hyggelige stunder sammen, og oplever glæden ved at lege og træne igen.

I dag fik jeg igen endnu et af de der stille øjeblikke med Sedoj, hvor Silver bare hang ud sammen med os, uden at blande sig. Det var simpelthen så hyggeligt. Den der følelse i min mave, når Sedoj kommer hen til mig, og lægger mulen på min skulder, er der kun meget få ting, der kan slå.

Mit hjerte slår et ekstra slag, og fyldes med varme. Jeg føler mig både heldig og beæret over, at have sådan en skøn kammerat som Sedoj i mit liv. Vi har fulgtes ad i mange år nu.

Utallige timer har jeg brugt på at sidde på marken, i boksen og i løsdriften og fortalt ham om dagen. De gode og dårlige ting, alle problemerne og alle løsningerne. Sammen med ham bliver dagene altid en smule bedre.

Sammen med ham måtte jeg tage alle mine ambitioner og drømme op til revidering, for skulle jeg nå mine mål, ville det blive uden ham, og så ville det bare ikke være helt det samme. Så selvfølgelig valgte jeg, at lave nye drømme og mål sammen med Sedoj, så vi kunne blive sammen.

Sådan et stille øjeblik, hvor Sedoj vælger mit selskab, og vi bare står der i hinandens selskab, er vidunderligt. Vi kigger på naturen omkring os, og ikke mindst lytter til den. Naturens lyde er en dejlig for for stilhed for mit hoved.

24 år sammen giver alligevel et særligt bånd. Jeg kender Sedoj, sådan virkelig kender ham. Kan forudse hans næste skridt ud fra, hvordan han drejer ørene, glimt i øjnene eller, hvordan han bevæger kroppen. Jeg føler mig altid 100% sikker sammen med Sedoj

Sedoj har en særlig plads i mit hjerte – det tror jeg slet ikke nogen, der kender os, er i tvivl om. Han er helt særlig lille grå hest med en farverig personlighed og et hjerte guld. Der findes ingen andre som ham…

