Det går ikke så godt med Silver. Han er stadig halt, og det er nu tydeligt, at se på hoven, at han slider tåen på det dårlige bagben mere, end på det gode bagben. Der ses en hævelse i koden hele vejen ned til hoven. Siden Silver er blevet halt, er der ikke set hverken forværring eller forbedring på hans tilstand.

Der er forsøgt nogle tiltag for at skille drengene ad, men det har kun resulteret i, at det gav meget mere uro hos Silver, samt at de er gået igennem hegn. Derfor har jeg fortsat beholdt dem sammen. Dog oplever jeg nu, hvor Silver ikke trænes og arbejdes så meget med, at han har mere energi, så han leger mere med Sedoj, traver rundt osv. Det er jeg ikke helt tilfreds med. Så nu er jeg igen i tænkeboks om den bedst mulige løsning for drengene, der kan sikre, at Silver bliver rask igen.
Det hele skal jo passe ind i mit lille hestehold, der består af to heste i hver sin ende af skalaen på nuværende tidspunkt. Sedoj har brug for alt det wrap og græs, som han kan spise. Han har også brug for al den rolig bevægelse, som han kan få, da han ellers bliver stiv i sine bagben. Silver har lige nu ikke brug for græs eller wrap, da han er overvægtig. Overvægten er ikke god for hans bagbensskade. Han skal helst stå stille og have så meget ro som muligt. Begge drenge er ikke særlig glade for at blive skilt ad. Der er ikke så nemt lige nu, men jeg må finde den mest optimale løsning.
