Sikke nogle dejlige aprildage vi har i tiden. Sedoj smider dækkenet, når vi har disse varme dage med mere end 10-12 grader. Ellers er det stadig koldt for ham, da vinden er kold, og solen stadig ikke har så meget magt. Men i dag var vejret helt perfekt. Så dækkenet kom af, og efter at have spist færdig, så gik Sedoj ud og tog en lur i solen.

Sedoj stod længe og nød en lur i solen. Jeg sad lige så længe og kiggede på ham – min gamle knægt ❤. Han ser lidt mølædt ud, men det er fordi, at han smider vinterpelsen lige nu, og når han smider pelsen, så er det nærmest hele pelsen på en gang. Jeg glæder mig, og frygter lidt, til at se, hvad der gemmer sig under vinterpelsen.

Det er så hyggeligt, at sidde og se på Sedoj, der sover i solen. Tankerne slukkes, og roen indfinder sig. Jeg elsker, at være ude ved hestene, og bare være sammen med dem. Især roen fra skønne Sedoj, gør så meget godt for mig.

Lille Silver måtte også overgive sig til solen, og tog sig til en lille lur, mens Sedoj så gik hen og fandt sig lidt at spise. Det er hyggeligt, når han lægger sig ned tæt på mig. Den der følelse af gensidig tillid, er noget helt særligt. Nogle gange sætter jeg mig hen til Silver, men i dag valgte jeg at blive, og nyde synet på afstand. Han skal jo også have lov til at få en lur i fred…
