Jeg tror, at vi alle har prøvet, at en dag kan være lidt tung og trist. At tårerne presser mere på end ellers, og at tankerne er mange og mørke. Jeg har sådan nogle dage, men så kommer jeg i stalden til denne smukke knægt.
Hele hans udtryk, men især hans øjne kan skabe en ro inden i mig. Tankerne bliver færre, og de mørke skyer bliver færre, så solen kan kigge frem, og varme mit sind.
Når det virker, som om han ved, om jeg har brug for, at han laver lidt sjov, eller bare står stille sammen med mig. Det er fantastisk at opleve, hvor empatisk denne lille ponyfis er.
I dag var der ingen tvivl om, hvad jeg havde brug for. Så han stod der foran mig med mulen helt nede ved mig. Han trak vejret let og ubesværet, men stadig bevidst, som for at fange min overfladiske vejrtrækning. Jeg kan mærke, at trykket forsvinder, så jeg kan trække vejret helt ned i maven. Jeg får luft igen – helt ind i kroppen. Jeg kan trække vejret frit.
Så står han der med en engelsk tålmodighed, og venter på, at jeg bliver klar igen til endnu en omgang ude i virkeligheden. Han giver sin energi, ro og stilhed til mig. Tankerne bliver stille, mørket letter, og tårerne bliver byttet ud med et smil.
Jeg er taknemmelig for at have fået lille Sille ind i mit liv. Han er en fantastisk pony, og der var helt klart en mening med, at han skulle ende i mit liv. Han er det, som jeg har brug for, og han lærer mig så mange ting om mig selv…
