Da Silver efter smedebesøget i starten af januar, har fået mere og mere ondt i fusserne – især bagbenene, er dyrlægen kommet med ind over. Det har resulteret i, at Silver i dag har fået diagnosen EMS med et insulintal på 175 mU/L. Det burde ligge under 20. Tal over 45 mU/L, viser en stærk forhøjet risiko for EMS. Udover EMS er han også forfangen på nuværende tidspunkt, hvilket dog også kobles sammen med kulden og den frosne jord.

Silver er pt der, hvor det primært er den frosne jord, der gør ondt. Han kan gå inde i løsdriften frist, hvilket også er det, hvor han opholder sig mest. Han følger med Sedoj ud en gang i mellem, men han foretrækker klart løsdriften. Han har futter, der er lavet af bleer og gaffatape på, men de kom desværre til at gnave ham, så de er taget af igen. Jeg overvejer om vi skal prøve boots eller noget andet.

Silver er opstartet på medicin. Han får en hel pille Invokana og smertestillende Flunipaste. Invokana skal have have den næste måned i denne dosis, hvor der så skal tages en blodprøve om en måned, for at tjekke triglycerider. Et for højt niveau af triglycerider kan medføre fedtlever. Derefter skal den fremtidige dosis fastsættes. Han skal have taget en ny blodprøve om 3 måneder for insulintallet. Lige nu er hans smerter det vigtigste, som vi skal have håndteret.

Der skal i løbet af den første måned også være sket et synligt vægttab. Han skal tabe sig omkring 80 kg. i alt sin nuværende vægt, og så skal der selvfølgelig bygges muskler på i stedet for. Jeg bruger vægtmålebånd til at måle vægttabet. Målebåndet viser i dag 285 kg.
Jeg kæmper for at holde modet oppe lige nu. En diagnose med EMS og subklinisk forfangenhed er rigtig svær at få til at hænge sammen med den måde, som jeg har hest på. Jeg håber virkelig, at jeg har fået dette fanget hurtigt nok, så vi kan få vendt bøtten, og dermed undgå, at skulle lave meget store forandringer i hestenes liv. Jeg er bange for, at Sedoj ikke vil trives med ret store forandringer. Min frygt er, at Silver så ikke vil trives uden de store forandringer.
