Bare en smule adspredelse

På folden har jeg adspredelse rundt omkring. Det kan være grene, som saves af træerne, eller selv falder af i stormene, der lægges ind til hestene. Det kan være bildæk, der gemmer på gulerøder og æbler. Det er høkassen, hvor de får lov til at sprede høet lidt udenfor, så de kan gå og søge i det. Nogle gange er ideerne mange og overskuddet stort, så nye tiltag kommer til. Andre dage må de nøjes med det, som de har.

Sedoj er ret glad for grenene. Han skubber rundt med dem, og spiser barken og de små grene. Denne gren er en ældre en af slagsen, så den er ved at være godt brugt. Den lå dog nede midt på folden før, og nu har drengene slæbt den med op til løsdriften.

Jeg elsker at lave disse små adspredelser på folden. Det er ikke kun spiselige ting. Nogle dage smider jeg alle de dæk og bomme, som jeg bruger til spring, ud på folden, så de kan gå og undersøge dem. De er faktisk nysgerrige, når der ligger nye på nye steder på folden. Det er så hyggeligt at se.

Jeg er simpelthen nødt til lige at fortælle, hvor glad jeg er for, at Sedoj har holdt sig så godt hele denne vinter. Pelsen er fin, huld er perfekt, og han er i godt humør. Det har virkelig været med til at holde mig ovenpå, da Silver blev syg. Jeg er så glad for hver eneste dag, som jeg har med Sedoj. Han er en helt særlig bette grå hest med en kæmpe plads i mit hjerte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.