Oskar kom til os i vinterferien 2020 sammen med sin “søster” Oline. De er tydeligvis ikke i familie, men de blev hentet sammen på internatet, hvor de kom fra samme hjem, og gik i samme bur.
Oskar var fremme ved burets låge med det samme, vi kom forbi. Han var en stor kastreret hankat på knapt 6 kg. Oskar valgte mig som mit menneske, men det kom ikke uden arbejde og overtalelse.
Oskar var noget mere reserveret, da vi fik ham hjem, end han var på internatet. Han viste sig også, at være lidt af en ninja-kat, der gerne langede ud efter vores fødder, eller pludselig reagerede med bid og krads, når han blev aet. Vi lærte hurtigt, at al berøring efter pletten på maven var forbudt.
Oskar blev hurtigt til Ossie, som han blev kaldt efterfølgende. Han ar bare mere end Ossie end Oskar.
Ossie havde flere andre særheder. Han vågnende ofte fra sin søvn meget pludseligt og hvæste. Dette stoppede dog med tiden. Han var rædselsslagen for transportkassen. Han flygtede, når min datter slog hætten op på sin hoodie. Han havde samme respons, når vi tog en jakke på. Hvis vi gik forbi ham flere gange, langede han pludselig ud efter en og hvæste. Han reagerede også nogle gange på den måde, når vi aede ham, også selv om det var ham selv, der kom hen til os. Vi lærte hurtigt, at kende hans ansigtsmimik, og kunne dermed forudse hans reaktioner. Med tiden faldt Ossie mere til, men de fleste af hans særheder forsvandt aldrig helt.
Jeg glemmer aldrig den første gang, hvor han kravlede op på mine ben, og lagde sig til at sove oven på mig. Det skete enkelte gange, at han kom hen til mig, og faldt i søvn ovenpå mig. Det var en ret stor ære, og jeg ventede altid tålmodigt, indtil han vågnede og rejste sig. Jeg kunne ikke ae ham, når han kom hen til mig på den måde, men vi var bare sammen på hans præmisser.
I december 2023 mistede vi desværre Oskar til akut nyresvigt. Vi nåede lige at flytte i hus, og give ham et noget større hjem. Han havde ikke givet mange tegn på, at noget var galt, og det er først nu, hvor jeg kigger tilbage på det, at jeg måske kan genkende nogle små tegn. En dag, hvor jeg kom hjem fra arbejde, var han tydeligt syg. Vi tog til dyrlægen, og der var absolut ingenting at gøre. Blodprøven viste, at det ikke engang kunne betale sig, at starte kampen mod nyresvigt. Det var godt nok en lang tur hjem uden vores Oss-Boss
Han var en ret speciel kat, men netop derfor opnåede han også en særlig plads i mit hjerte. Det var ham, der valgte mig, og jeg havde slet ikke forestillet mig, at han ikke skulle være med mig længere, end han var. Tak for alt Oss-Boss – jeg er så ked af, at jeg ikke opdagede, hvad der skete noget tidligere, så havde du måske stadig været her i dag. Du er meget savnet – din sære gamle skønne dejlige knægt…
