Selv om det kan være svært at tro, så træner vi også – nogle gange endda ret seriøst. Dette indlæg er dog ikke et bevis på det, for her kommer endnu en omgang billeder af Danmarks største hyggefis og hans glade ejer…
Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at jeg er meget glad for smukke Silver. Jeg er i voksen alder blevet ponypige, og jeg elsker det. Vi har så mange fine oplevelser sammen, og det er ikke længere ridningen, der betyder mest, selv om jeg kan savne det nogle gange…
Disse øjeblikke, hvor han kommer hen, og putter sit hoved ind til mig, og vi bare er sammen i øjeblikket, er absolut fantastiske. Dette nærvær kan ikke sammenlignes med nogen ridetur.
Jeg tror, at dem, der har siddet sådan med hest eller pony, vil give mig ret i, at der ikke findes ret meget, der er bedre end den følelse af ro, det giver. Jeg kan sidde sådan længe, og det kan Sille heldigvis også…
Jeg er nået til en punkt i mit liv med hestene, hvor samværet med hestene betyder mest. Jeg vil helst træne med hestene med så lidt udstyr som muligt, og med kropssprog og verbale kommandoer. Nogle gange går det godt, og andre gange knapt så godt, men uanset hvad, så lærer vi begge af det. Jeg tror dog ikke, at vi nogensinde har haft en træning, hvor vi ikke har opnået et eller andet godt sammen.
Jeg er taknemmelig for, at Silver er kommet ind i mit liv. Han har en stor plads i mit hjerte, og jeg glæder mig altid til at komme ud til ham og Sedoj. Det giver mig så meget godt, at være sammen med de tp, også på dage, hvor jeg er træt efter en lang arbejdsdag.
De der små søde øer er slet ikke til at stå for. Han har heldigvis vænnet sig til at få dem nusset, for det er så hyggeligt, at nusse hans ører. Silver er vist efterhånden vænnet til, at blive rørt over alt, hvilket gør ivet meget nemmere både for mig og evt. dyrlæge, smed og andre behandlere.
Jeg bliver altid glad, når jeg kigger på Silver. Han er helt sikkert bare endnu en lille grå ponyhingst for alle andre, men for mig er han noget særligt. Han er så følsom en pony, og har er der igennem smil og tårer, og tilpasser sin væremåde så meget til mig, og hvordan jeg har det. Han er en arbejdsom lille pony, der prøver sit bedste, og alligevel har sin helt egen måde, at gøre tingene på. Han er bare sød på alle måder…
Silver elsker, når jeg er på folden, og er altid lige omkring mig, medmindre jeg bevidst bevæger mig væk fra ham. I dag blev mine sko og strømper undersøgt grundigt, og han fandt ud af, at mine fødder kunne bruges til kløpind. Det er altid godt, at kunne bruges til noget fornuftigt.
Nogle gange oplever jeg, at Silver lægger sig ned ved siden af mig, når jeg er på marken. Andre gange står han og falder næsten i søvn med hovedet hen over mig. Jeg føler mig nærmest beæret over det bånd, som vi har, og gør virkelig alt jeg kan, for at leve op til den tillid, som han viser mig.
Jeg kan godt savne ridningen en gang i mellem, men det er mere den der galoptur på stubmarken eller langs vandkanten. Den der følelse af frihed når man sidder på hesteryggen i fuld fart. Det er en anden følelse af frihed, at lege og arbejde med hest uden udstyr.
Sedoj blev starten på mit hesteliv fra jorden, da jeg jo kom i gang med klikkertræning, tricks og anden træning fra jorden med ham. Nu arbejder jeg så videre med Silver, hvor jeg ikke har et valg om at ride. Jeg arbejder selvfølgelig stadig med Sedoj på hans betingelser, og det er ikke meget, som han tilbyder længere af den mere energifyldte træning. Silver er jo noget yngre, og dermed også mere klar på de lidt større opgaver.
Det er lidt spændende, at kigge på min historie med hestene, og hvordan jeg startede et sted, og alligevel endte et helt andet sted, end jeg havde planlagt. Jeg føler mig heldig, for jeg har haft skønne og søde heste i mit, som har lært mig virkelig meget undervejs. Det er dog først, når jeg kigger tilbage på rejsen, at jeg kan se, hvor lang den har været, og vi er slet ikke færdige endnu…
