I dag har vi bare nydt tiden sammen på folden. Det skal der også være tid til. Jeg forsøger altid at bruge tid på folden, hvor jeg bare er sammen med hestene uden krav og betingelser.
Hver eneste gang jeg kommer på folden eller i stalden, så komme drengene mig i møde. Det er i varierende tempo fra rolig skridt til en hurtig galop med bukkespring. Det er så hyggeligt, at blive mødt på denne måde hver dag.

Sedoj er så fin i sin nye fluemaske med mariehøns. Det er en rigtig sommermaske. Det er igen i år et spørgsmål om pest eller kolera, når det kommer til masker. Sedoj kan ikke lukke sit ene øje helt, og han er generelt følsom for fluerne. Hans øjne hæver op, og det giver så endnu nemmere adgang for fluerne, der kan generer ham. Når han har masken på, så skarver den ham, så han bliver pelsløs på bestemte områder. Vi har prøvet forskellige modeller, men resultatet er altid det samme. Så han går kun med masken 1-2 dage, og har så en pause fra den. Jeg prøver at planlægge således, at han aldrig har den på i regnvejr. Det er dog ikke altid så nemt.

Smukke Silver pynter på marken – ingen tvivl om det. Jeg synes han er så fin, selv om der er lidt for meget af ham i tiden. Han er lidt småtyk, men vi arbejder på det. Vi har en træningsplan, men det er lidt svært, når han ikke rides eller køres.

Vi krydser fingre for en god sommer, og både Silver og jeg krydser fingre for en sommer eller tre mere med Sedoj. Jeg holder godt øje med ham, og nyder hver dag, og så må vi se, hvad fremtiden bringer…
