Det er virkelig sjældent, at det sker, men her i april måned har jeg virkelig ramt et hul i min motivation. Jeg synes det er svært, når Silver har været så syg med forfangenhed, hudproblemer, EMS, hovbyld, og en hov, der er ramt af den forfangenhed. Det går selvfølgelig fremad, men jeg er så bange for, at gøre noget forkert i genoptræningen og i behandlingen af alle disse problematikker.
Derudover er Sedoj selvfølelig lidt stivbenet, vil ikke så meget aktiv træning ud over gåturene, men han elsker at lege med tricks og klikkertræning. Han døjer også med huden, som han gør nærmest hvert år, når det bliver varmere – i år dog et helt nyt sted.
Jeg savner at ride. Bare tage afsted ud i det blå på en lang tur og glemme alt om resten af verden for en stund. Tage på banen og opleve en fed dressurtræning, hvor tingene lykkedes, og måske lære noget nyt. Flyve over et lille spring eller to. Træne frem mod noget. Bare have en ide om, hvad jeg har lyst til at lave med mine heste. Jeg ved godt, hvad jeg gerne vil opnå, men lige nu sidder jeg fast i, at jeg ikke ved, hvordan jeg kommer derhen, fordi jeg er bange for, at jeg gør tingene forkert. Jeg har oplevet så mange sygdomme og problemer, som jeg aldrig har oplevet for med mine heste før, og jeg bliver usikker på, om jeg er skyld i dem, eller om det hele også skyldes tilfældigheder.
Jeg ved jo, at jeg ikke kommer til at ride igen på Sedoj – han har fri nu. Silver kan jeg selvfølgelig heller ikke ride på. På en måde vil jeg gerne have Silver tilkørt, men tilkørsel, vogn, seletøj – alt koster penge, og pludselig er der igen brugt 10-15000 kr. Jeg ved faktisk ikke, om jeg vil have en ny ridehest. Tingene er blevet så dyre og omstændige efterhånden, og samtidig er ulven også blevet en risiko, som der skal tages hensyn til. Det vil hurtigt koste mig 20.000+ kr. at lave ulvesikret hegn på foldene, uden at vide om det reelt er ulvesikret.
Jeg har ikke lavet særlig meget med hestene denne måned, men jeg har selvfølgelig været derude hver eneste dag. De er blevet striglet og nusset om. Vi er endelig ved at nå i bund i vinterpelsen, og jeg ser frem til, at give begge drenge et bad, så vi kan komme i bund i vinterens skidt og støv. Jeg sidder i løsdriften eller på marken, og nyder samværet med mine heste 100%.
Dyrlægen har sagt god for, at jeg bare går i gang med træningen, hvor jeg selvfølgelig ser på og mærker hestene. Jeg behøver ikke tænke minutter og intervaltræning. Jeg må endelig komme ud og gå lange ture igen, lave lidt mere på banen i alle gangarter og øvelser, små løsspring osv. Da jeg fik det at vide, var det som om, at tingene faldt på plads, og jeg blev klar over, hvad der var sket med min motivation den sidste måneds tid.
Jeg elsker mine heste, og jeg kan ikke forestille mig et liv uden dem. Det er dog svært, at trække sig selv i gang, når jeg er så bange for, at gøre noget forkert. Tænk nu, hvis vi oplever flere skader, at hans hov tager skade, at seneskaden kommer tilbage? Hvad nu hvis jeg træner for meget, uden at give ham korrekt foder?. Der er så mange hvis’er, der gør det hele så usikkert, at gå i gang med. Jeg ved, at jeg er nødt til at komme i gang, for jeg elsker hvert sekund, jeg er sammen med hestene, når først jeg kommer i gang. Jeg skal også nok komme i gang igen med drengene, men først og fremmest skal jeg have fundet troen på mig selv, så bekymringerne ikke tager overhånd.
