Nu har drengene været 10 dage på sommergræs. Det plejer ikke at betyde andet end glade heste, når de kommer på sommerfolden, men i år er det med en smule uro i maven og bekymring for Silver. Han fik jo konstateret EMS i vinters, og er der noget, som alle siger, så er det, at EMS og græs er en rigtig dårlig blanding. I tæt samarbejde med dyrlægen prøver vi dette, da Silver fungerer rigtig godt pt. Insulin-niveauet er lavt nok, han er velmedicineret, han har tabt sig fint, og forholdene på sommerfolden gør, at vi tør prøve dette.

Det har været lidt svært, for når jeg søger oplysninger og viden, så er det første råd altid, at fjerne græsset. Det er derfor svært, at opsøge mere viden, da mange ikke vil hjælpe yderligere, når de hører, at han står på græs. Jeg holder mig derfor i tæt kontakt med dyrlægen, og forsøger ikke at lade mig påvirke for meget af det jeg kan læse online. Min dyrlæge ser Silver, tager blodprøver, og vi holder øje med selv de små tegn.

Sammen med medicin er motionen mine vigtigste redskaber. Silver motioneres min. 5 gange om ugen. Det er gåture på 45-120 minutter, bakketræning, løsspring, løslongering, dressurøvelser og selvfølgelig vores tricktræning. Silver bliver ikke redet, så alt foregår fra jorden af.
Gåturene er sammen med Sedoj. Her går vi i et frisk tempo, og Silver traver lidt nogle gange. Jeg har svært ved at komme i gang med løb, så derfor er det primært skridt med et par små strækninger af maks. 1 minut i løb/trav. Vi har en sti i skoven tæt på, hvor der er et par gode bakker. Disse bruger vi til at gå op og ned ad. Dressurøvelserne er sidebevægelser, overtrædninger, volter, frem-stå-bak-frem samt selvfølgelig skridt, trav og galop. Ovenstående træningssessioner er primært de lidt langsomme træninger, hvor pulsen nødvendigvis ikke bliver høj, men han bruger stadig sig selv og danner muskler. Det er en god træning for EMS heste.
Når vi arbejder i højere tempo med løslongering og løsspring, så får Silver pulsen op, og kommer også nogle gange til at svede lidt. Sved er ikke nødvendigvis det samme som effektiv træning. At få pulsen op, er også en god træning for heste med EMS. Det handler om at forbrænde kalorier. Så lidt som 15 minutters trav om dagen, kan være med til påvirke insulin-niveauet. Træningen behøver ikke være hård, men den skal være kontinuerligt. Det er bedre med lidt træning næsten hver dag, end hård træning et par gange om ugen.

Selv om vi ikke gør som “man” plejer med EMS-heste, så er det, vi gør velovervejet og fulgt op på. Det kan være, at den næste blodprøve viser, at Silver skal øges i medicin, eller at han ikke kan gå på græs, men så tager vi en beslutning derfra. Indtil videre fungerer dette for os. Drengene kan ikke skilles ad, og gå på hver deres fold, da dette stresser Silver meget. Sedoj skal og kan ikke nøjes med jordfold. Silver kan ikke beholde grimen på, da han har så små ører, så derfor er mundkurv også svært. Det er nemt at se sig blind på alle udfordringerne og de potentielle problemer. Det er vigtigt for mig, at holde fokus på de ting, der går godt, så jeg ikke bliver handlingslammet af bekymringer. Vi nyder sommeren sammen lige nu. Vi går ture og hygger os sammen, og Silver ser godt ud, og vigtigst af alt, så har han det godt.
